Når alle rammer sprænges

Statens Museum for Kunst sætter fokus på Auguste Rodins tegninger.

TOM JØRGENSEN

Auguste Rodins (1840-1917) tre skulpturer ”Grubleren”, ”Kysset” og ”Borgerne fra Calais” er blevet nærmest ikoniske. Den første, som man bl.a. kan se på Glyptoteket, tolkes generelt som et portræt af det tænksomme, men også anspændte og martrede vestlige menneske, mens ”Borgerne fra Calais” præsenterer et indblik i stærke og meget forskelligartede følelsesmæssige tilstande.

Som stort set alle store billedhuggere var også Rodin en fremragende tegner, og det er et udvalg af disse, Statens Museum for Kunst viser på sin nye udstilling.

Trodser fysikkens love

Bortset fra sine første værker sprænger Rodins skulpturer rammerne for den klassiske skulptur. Ofte fragmentariske, livfulde, erotiske og fremvisende anatomiske detaljer på en så dynamisk måde, at de trodser fysikkens love, var de en torn i øjet på store dele af offentligheden, skønt Rodin bestemt også havde sine beundrere såsom Monet. På samme måde med tegningerne. Startende med ”De sorte tegninger” fra ca. 1880 over ”Vasekvinderne” og ”De cambodjanske danserinder” til de erotiske tegninger af kvinder, som Rodin tegnede i løbet af flere årtier, adlyder disse tegninger ikke den klassiske lære om skønhed, harmoni og perspektivisk perfektion. Tværtimod er Rodin tydeligvis mere optaget af selve tegneprocessen og den intuitive gengivelse af motivet. Noget, der har fået forskere til at pege på kunstneren som ”proto-moderne” visende frem mod den rene abstrakte kunst.

Fornyer og typisk for sin tid

Som man imidlertid også kan læse sig frem til i udstillingskataloget, er Rodin præget af sin tid. Den franske filosof Henri Bergsons (1859-1941) tanker om ”L´élan vital”, livskraften, som den menneskelige bevidsthed er en del af i en evig og udelelig strøm, der binder fortid, nutid og fremtid sammen, kædes sammen med den usædvanlige, næsten ekstatiske energi, som hersker over såvel Rodins skulpturer som tegninger.

Suppleret af Nietzsches idéer om den evige vekselvirkning mellem de klare og rationelle apollinske kræfter og de lidenskabelig og ekstatiske dionysiske ligger Rodins kunst i forlængelse af det forrige århundredskiftes symbolistiske strømninger. De utilsløret erotiske tegninger, hvor de kvindelige kønsorganer meget tydeligt er i centrum, er heller ikke indbegrebet af seksuel frigjorthed à la det 21. århundrede. Dertil er Rodin stadig alt for bundet til sin tids tanker om manden som rationelt himmelstræbende åndsmenneske og kvinden som sanselig fristerinde knyttet til den materielle jord.

Det moderne ved Rodin ligger derfor i de ukonventionelle kompositioner, hvor kunstneren intuitivt, prøvende og ofte helt usystematisk arbejder sig ind i tegningen. De tegninger, som måske, måske ikke, til sidst ender i plastiske skulpturer. Skulpturer, som f.eks. mindesmærket over Balzac, som man i dag kan se i Musée Rodins haveanlæg i Paris. Her stråler fra den store digter en ophobning af koncentreret energi, der nærmest er ved at vælte betragteren. Udstillingen på Statens Museum for Kunst gør, at du bliver en hel den klogere på de processer, der førte frem til ”Balzac”, ”Grubleren”, ”Kysset” og ”Borgerne fra Calais”. Og dette er absolut en anbefaling.