Efteråret 2023
Kunst
Det personlige og det almenmenneskelige
I løbet af min foredragsrække om kinesisk og japansk kunst i Sorø kom jeg også ind på moderne kinesisk kunst.
Jeg måtte omtale de store stjerner Zhang Xiaogang, Zeng Fanzhi og Yue Minjun, men inddrog også nulevende kvindelige kunstnere.
Størst indtryk gjorde for mig Yu Hong. Født i 1966 og studeret klassisk oliemaleri i Beijng er hun maler med stort M med et billedunivers, der er dybt personligt og samtidig fortæller noget om livet i Kina på et både politisk og privatpsykologisk plan.
I hendes serie ”Witness to Growth” har hun malet hvert år af sit liv baseret på fotos. Vi ser hende som tolvårig tegnende ude i naturen og sammen med sine forældre, og vi ser hende som nybagt mor.
I ”She-series” viser hun os kvinder, som hun kender og har besøgt: en forfatter og en ung tibetansk kvinde.
Jeg synes, det er fremragende malerier skabt af en kunstner, der i min optik fortjener mindst lige så meget omtale som de tre mandlige stjernekunstnere.
Efteråret 2023
Kunst
En helt anden verden
Så er jeg blevet færdig med mine foredrag om kinesisk og japansk kunst på FOFs kunsthøjskole i Sorø.
Jeg har været underviser der i nu mange år, og det er altid en udsøgt fornøjelse.
Én ting har dog været anderledes end tidligere.
Kinesisk og japansk kunst har givet mig indblik i en verden, jeg må indrømme, jeg ikke kendte meget til. En verden med en helt anden æstetik og med en helt anden grundlæggende indstilling og holdning til kunst end den, vi kender til i vesten.
Et enkelt eksempel siger det hele.
I starten af 500-tallet skriver Xie He bogen ”Klassifikation af malere fra tidligere tider”. Her nævner han bl.a. komposition, farvebrug, penselarbejde, troværdig gengivelse og respekt for forgængernes frembringelser. Alt dette vil dog ikke have nogen værdi, hvis ikke kunstneren er i stand til at vise en beåndet indlevelse i hvert eneste penselstrøg.
Hvor vi i vesten opererer med et skel mellem kunstner, værk og virkelighed, flyder det hele sammen i kinesisk og japansk kunst. Hvis en maler skal skildre en blomst, skal han/hun ikke kun vise blomstens ydre fremtoning. Det er blomstens sjæl, man skal vise, og det kræver, ar man selv bruger sin sjæl og sin intuition. Og det tager tid. Meget tid, for det er ikke den ydre, men den indre perfektion, det drejer sig om. Sammensmeltningen af kunstnerjeget og blomstens væsen. Når kunstneren er blevet 80, og der er tale om en rigtig god kunstner, vil han/hun ideelt set have nået frem til 85% af blomstens væsen.
Hvad der gør, at jeg, som 60-årig og helt igennem dansk og vestlig, ofte har følt mig som en novicernes novice, når jeg har set på ældre kinesisk og japansk kunst.
Betragter man Su Shis (1036-1101) ”Træ og klippe” vil man kunne se et uendeligt raffineret blækmaleri. Alt malet i én håndbevægelse med en stærk kontrast mellem det massive klippestykke og den bugtende træstamme.
En anden ikke-vestlig ting er manglen på centralperspektiv. I stedet opererer man med mange forskellige perspektiver. I Guo Xis (ca. 1020-ca. 1090) ”Tidligt forår” er hver del af den tårnhøje klippe set i øjenhøjde med det pågældende sted på klippen. Nærmest som om kunstneren – og betragteren – selv er på en visuel bjergbestigning. Guo Xi, der også var en kunstteoretiker, fortæller, hvordan han er intenst optaget af disen og lyset, så han har én arbejdsmetode for forårslys, en for sommerlys, osv. Og hvordan tidspunktet for dagen også spiller ind. En sådan nærmest seriel arbejdsmetode tager Monet op i sine poppelmalerier, høstaksmalerier og i malerierne af Rouen-katedralen. Men det er unægteligt mange hundreder år senere.
Og så er der kunsthåndværket. En dueblå narcissos-skål fra det nordlige Song-dynasti (1086-1106) og en guld- og sortspættet drikkeskål fra Fujian-provinsen fra 1100-tallet ser helt og aldeles moderne ud. Vidunderligt.
Jeg må indrømme, at jeg i sammenligning med alle disse superæstetiske værker og hele den sydøstasiatiske indstilling til kunst som sådan, føler mig som en primitiv og grovkornet nordeuropæer. Indtil jeg bliver klar over, at sådan kan man selvfølgelig ikke se på det. Man er den, man er. Og det er godt nok.
Marts 2024
Kunst
Hiroshige, lyriker og satiriker
I mine foredrag om kinesisk og japansk kunst på FOFs Kunsthøjskole i Sorø kom jeg selvfølgelig også ind på Hiroshige, en af mine absolutte yndlingskunstnere.
Da Japan åbnede grænserne for omverdenen i midten af 1850´erne, strømmede det ind i Vesteuropa og USA med japansk kunst og design, hvis æstetiske ynde, anderledes komposition og klare farver begejstrede progressive kunstnere og kunstelskere, der var trætte af slikkede og overlæssede salonmalerier. Især Hokuais, Hiroshiges og Utagawas træsnit, kaldet ukiyo-e (direkte oversat: indtryk af en flydende verden) blev beundret og købt af impressionisterne, af van Gogh, Toulouse-Lautrec og mange, mange flere.
Det er dog først og fremmet Hiroshige, jeg elsker. Han kan lave skønne billeder med en udsøgt fornemmelse for landskabet, for de hellige bjerge og floder og for de gamle shinto-templer.
Han kan vise os et par let snaldrede herrer ved en fastfoodrestaurant på Tokaidoen – pilgrimsruten mellem Edo (Tokyo) og Kyoto, han kan vise en ophidset mand i færd med at blive smidt ud fra en butik, og han kan vise en bonde, der har tabt sin hat i en strid storm og nu ses ilende efter den på en bådebro. Han kan vise os Ise-helligdommen dækket af sne, blomstrende kirsebærblomster og et tusind år gammelt helligt fyrretræ holdt oppe af bambuspinde. Mit favoritbillede er det med ildrævene, der samles ved nytårsnat ved enoki-træet, små ilddjævle lysende ud af deres mund. Ifølge savnet varsler deres adfærd, hvordan årets rishøst bliver.
”Vinterstemning nær Hamamatsu-stationen”. 30. station fra serien ”52 stationer på Tokaido” har det hele. Et smukt, smukt slettelandskab med spredte grupper af træer. I forgrunden en gruppe bønder og en af dem, ja, han varmer sine baller mod bålet i midten. Kan det være en diskret og ganske uærbødig satire mod magthaverne i militærstyret, der censurerer al kunst og kun tillader indenlandsejser, hvis man har et rejsepas? I hvert fald blev borgen, man ser i baggrunden, bygget af shogunen Tokugawa Ieyasu i 1617, og i Hirohiges levetid er Tokugawa-klanen stadig reelt Japans herskere. Viser Hiroshige ligefrem kinder mod herskerne via en ganske almindelig bonde? Måske. Billedet slap i hvert fald gennem censuren.
Marts 2024
Kunst
Moderne japansk kunst
Det sidste af mine foredrag om kinesisk og japansk kunst på FOFs Kunsthøjskole i Sorø drejede sig om moderne japansk kunst. Her kom jeg selvfølgelig ind på såvel manga som anime og Hayao Miyazakis fantastiske tegnefilm, hvoraf ”Drengen og hejren” er den seneste og nok også sidste, da han efterhånden er en ældre herre. Manga og anime har været en enorm eksportsucces for Japan, tænk bare på Pokemon, og hvad kunsten angår, betyder den alt for f.eks. Takashi Murakami. Jeg viste eksempler på Yayoi Kusamas utrolige polkaprikkede spejlinstallationer, på Mariko Moris blanding af spiritualitet og fascination af high tech. Mest glad var jeg dog for at vise eksempler på Chiharu Chiotas værker. Hendes ”The Key in the Hand”, som man kunne se på Japans pavillon på Venedig Biennalen i 2015, har gjort indtryk på tusindvis af mennesker. Et tæt sammenvævet net af røde uldsnore påsat hundredvis af nøgler og med gamle venetianske både liggende på gulvet. Et værk og et drama om menneskelige forbindelser, følelser, smerter og håb og om en indædt tro på sammenhængskraften i universet. I 2022 kunne man se hendes værker på såvel ARoS som Cisternerne i Søndermarken på Frederiksberg. Hvad jeg ikke vidste, var, at hun også har stået for scenografien til Wagners ”Tristan og Isolde” og ”Götterdämmerung” i operahuset i Kiel i henholdsvis 2014 og 2018. Overvældende betagende scenografi i mine øjne.
August 2024
Kunst
Glimrende roman om Lundbye
Jeg er meget glad for mit foredrag om Dansk landskabsmaleri, og mange vil gerne høre det.
Under min kontinuerlige research stødte jeg på Peter Løhrs roman ”hulemenensket”, der udkom i 2021.
Hovedpersonen er Johan Thomas Lundbye, som fortæller i jeg-form fra året 1845, hvor han befinder sig i Rom. Den anden mindre del foregår i 1848, hvor Lundbye ligger med sønderskudt hoved, før han er kommet i kamp. Her ses handlingen gennem Svend Grundtvig og Carlo Dalgas.
Det altskyggende motiv er Lundbyes maniodepressivitet, der det ene øjeblik gør ham næsten overmenneskelig, det næste fører ham helt ned i kulkælderen. Peter Løhrs beskrivelse af et menneske og en kunstner, der kæmper en fortvivlet kamp mod sine egne dæmoner, er på én gang gribende og usentimental
Billedkunstnerne, Lundbye møder i Rom, er ikke særligt sympatisk skildret. Jens Adolph Jerichau er en ulidelig spradebasse og Thorald Læssøe en slesk medløber. Afdøde Thorvaldsen får heller ikke mange pæne ord med på vejen, hans libido kun overgået af hans opportunisme.
Lundbyes kamp synes næsten umulig. Han vil starte et nyt dansk landskabsmaleri, det både skal være beskedent, monumentalt, detaljemæssigt naturalistisk og opfylde den nationalliberale rektor for Kunstakademiet, N.L. Høyens, krav om, at man ikke må vise synligt penselarbejde (noget, der skubbede den glimrende portrætmaler C.A. Jensen helt ud i kulden – det hjalp heller ikke, at han ikke meldte klart ud, hvem han støttede i treårs-krigen: danskerne eller slesvig-holstenerne).
Størst sympati får Wilhelm Marstrand, der har en decideret maleblokering og i Lundbye ser en ung selvbevidst himmelstormer. Da han opdager sandheden, at Lundbye er fortvivlet og usikker, prøver han at komme med nogle gode råd, der imidlertid, ved vi her i 2024, desværre ikke hjælper hans unge kollega.
Afslutningen er bemærkelsesværdig. Slår man op i leksika, kan man læse, at Lundbye dør af et vådeskud, før han er kommet i kamp.
Peter Løhr kommer med sin egen forklaring på, hvad der er sket. Det vil jeg dog ikke afsløre her.
En helt igennem glimrende roman om en kunstner, der ikke kan finde ro for sig selv og sine tanker.
August 2024
Mad
Man kan skam spise i en sporvogn
Mange, også jeg, kan huske sporvognene. For mit vedkommende både i København og Århus. Jeg er ikke den nostalgiske type, og selvom jeg syntes, det var sjovt at sidde i en sporvogn som barn, mener jeg ikke, vi skal have dem tilbage. Dertil er Københavns bus- og metronet for udbygget, og del ville det skabe kaos i den indre by, hvis vi pludselig skulle have skinner i virvaret af fortove, køre- og cykelbaner. Man behøver imidlertid ikke at tage til Sporvognsmuseet for at opleve en gammel sporvogn.
Man kan spise i en. I en linje 14 eller nærmere bestemt to sporvogne ombygget til mit favoritsted, hvad angår burgers.
Sporvejen har ligget på adressen Gråbrødretorv 17 siden 1975. Jeg selv er kommet der siden 1985. Der er både sket meget og ganske lidt siden da. Da jeg kom der første gang sad folk i massevis direkte på det gamle torvs belægning. Det er der ingen, som gør i dag. Guderne må vide hvorfor. Sådan er det vist bare.
Vi er nok en del, som kan huske, da Burger King kom til Danmark, og den eksotiske og ret cool fornemmelse af at spise på en ikonisk amerikansk burgerjoint. Men, hvor det er sjovt at tage ens små børn med på Burger King eller dens indædte konkurrent McDonald´s, er det ikke ligefrem en kulinarisk oplevelse af de store at gnaske en lynstegt og masseproduceret burger. Derfor var Sporvejen også en oplevelse, da jeg først opdagede den. Her kælede man om burgerne og kunne få nogle smagsvarianter ud over det sædvanlige: Guacamoleburgeren med hvidløg og citron, frisk og fristende. Chilliburgeren med baked beans, nogle gang stærk, nogle gange så stærk, at jeg fik og får hikke. Hvidløgsburgeren med stegte muslinger, god til at holde vampyrerne væk. Ananasburgeren med karry og mangodressing – og ja, ananas kan godt af helt uransagelige grunde spises på en pizza, og jeg vil til min dødsdag forsvare Hawaii-pizzaen. Karryburgeren med spejlæg og kaviar, det fungerer. Den helt klassiske burger med ketchup, baconburgeren og min favorit, peberburgeren, hvis delikate hvide dressing jeg forgæves har prøvet at efterligne.
Man kan spise dem med ristede kartofter til, og så, ja, så er man mæt. Man kan få en vegetarudgave, hvis man ønsker det, ligesom man også kan bestille en omelet. Hvad jeg dog aldrig har gjort. Den snupper jeg på en anden restaurant, en fransk bistro. Mere derom senere. Drikkevarer? Jeg snupper en mellemcola og har gjort det i nu 39 år.
Sporvejen spiller også musik. Så er det sagt. Gamle rockballader fra 60´erne og 70´erne og, ikke lige min kop te, dansk 80´er-pop. Man kan jo ikke få det hele.
Omgivelserne: flotte gamle restaurerede huse på den plads, hvor den landsforræderiske Corfitz Ulfeldt engang havde en stor adelsgård, som blev revet ned efter hans fald og erstattet med en skamstøtte. Som nu også er væk.
Når jeg er i Københavns centrum og er blevet sulten, overvejer jeg altid andre restauranter og cafeer, men det er, som om mine ben af sig selv fører mig hen til Sporvejen. Stedet havde måske en lille krise for en ti år siden, men nu er det tip-top, populær blandt indfødte såvel som turister, og det kan være svært at få et bord. I så fald: vent, gå en lille tur og kom så tilbage. Det er det værd.
August 2024
Musik
Ved Terry Halls død
Man ved, man er ved at blive ældre, når medlemmerne i ens yndlingsbands begynder at dø.
Det skete også for mig, da jeg hørte, at The Specials forsanger, Terry Hall, døde den 18. december 2022. 63 år gammel, af kræft, jamen altså.
Jeg havde opdaget The Specials via reggae. Ikke Eddy Grant og Inner Circle, men rigtig reggae, roots reggae, Bob Marley, Burning Spear, Israel Vibration, Gregory Isaacs, The Abyssinians, osv. Derfra nåede jeg til UB40, der swingede som reggae, men nu tilsat engelsk arbejderklassekultur og humor.
Kilden til ny musikviden – det var selvsagt før Youtube og Spotify med deres fantastiske muligheder for yderligere research – var Gaffa. Her kunne man prøve at pejle sig frem til noget, man potentielt ville kunne lide, og så var det ellers ind i pladebutikken, få lov til at høre et par numre, før man besluttede sig til at købe LP´en for ens sparsomme SU-penge.
The Specials fængede med det samme. Her var reggaens blide vuggende rytmer tilsat punkenergi, samfundskritiske tekster og kulsort engelsk humor. Tag deres mest kendte nummer ”A Message To You Rudy”. Den karakteristiske reggaerytme, blæsere og Terry Halls lyse stemme.
Jeg var godt klar over, at Rudy nok ikke refererede til en kvinde, men måtte læse mig frem til (husker ikke hvordan i en tid uden internet)), at ordet er slang for ”Rude Boy”, der henviser til unge mænd fra Jamaicas undergrundskultur i 1960´erne overført til sluthalvfjerdsernes og startfirsernes England. Et England, der som netop i disse dage var hærget af elendig økonomi og raceoptøjer. Dengang af skinheads, i dag af vrede højreradikale kræfter af hvide mænd.
The Specials bestod af hvide og sorte englændere. I sig selv et budskab og for nogle en provokation. Bandet udgav deres plader på 2 Tone Records startet af The Specials keyboardspiller Jerry Dammers. Navnet henviser til musikstilen, en fusion af ska, rocksteady (begge forløbere for reggae) og punk. Andre grupper med samme stil var The Selecter og Madness. De hvide musikere stillede op med karsehår, 50´er-hatte og stramme afstumpede bukser. Noget, der fik skinheadsene til at opfatte det helt hvide band Madness som nogle af deres egne, og forsangeren, den legendariske ”Suggs”, måtte offentligt tage afstand fra den del af sine fans.
The Specials var fra Coventry og synger i deres sange om tidens elendige byer med massearbejdsløshed, tårnhøj kriminalitet og racisme. Samtidigt er det et partyband, der får folk til at danse. Kort sagt: en unik blanding af vrede, trods og dansende musikalitet.
Deres budskab var klart: bekæmp racismen på alle mulige måder, men fald aldrig i voldens fælde.
”A Message To You Rudy” er et godt eksempel:
Stop your messing around
Better think of your future
Time you straightened right out
Creating problems in town
Rudy
It's a message to you, Rudy
It's a message to you
Stop your fooling around
Better think of your future
Time you straightened right out
Else you'll wind up in jail
Rudy
It's a message to you, Rudy
It's a message to you
September 2024
Kunst
Kunst i metroen
Er netop blevet færdig min researchtur til "Kunst i metroen", som jeg vil tilbyde til kunstforeninger, aftenskoler, m.m.
Jeg er ikke i tvivl. Christian Schmidt Rasmussens udsmykning af Mozart Plads er den bedste. Den tilbyder alt det, man savner i de københavnske metroer: farver, fantasi og fortællinger. Når man står på perronen, mødes man af himmelhunde, dansende hjorte, Pegasus, der med hovene stamper poesiens kilde frem, en rumstation og masser af sydhavnsbeboere. Det er et værk, man ikke bliver træt af at betragte tilbydende noget for øjet i de grå og forkromede metrostationer.
Af de andre indslag kan jeg rigtig godt lide Pernille With Madsens (den eneste kvindelige kunstner!) udsmykning af Enghave Brygge. Her har hun inde i en slags dioramaer placeret en masse lysdioder indstøbt i beton. Motiverne skal forestille fossiler eller arkæologiske fund, og de lysende prikker giver det hele et science fiction-præg.
På M4s endestation København Syd (tidligere Ny Ellebjerg) har Henrik Plenge Jacobsen på den ene endevæg placeret et astronomisk kort, hvor man ser planeternes skiftende baner på nattehimlen over stedet. I den anden ende af perronen har han bemalet væggene i graduerede farveovergange fra marineblå til den dybeste sortblå illuderende nattens komme. Dette værk synes jeg, ikke kommer helt til sin ret gemt lidt af vejen, som det er.
René Schmidt står for udsmykningen af Sluseholmen. På selve perronen har han lavet en forbindelsesbro med fossilmotiver, mens han i den anden ende, og her skal man op ad rulletrappen for at se det, har placeret en stor hængeskulptur, der, erfarer man på metroselskabets hjemmeside, skal sprede lyset. Hvad jeg ikke synes, skulpturen gør i nævneværdig grad.
Sidst – og her synes jeg mindst – har vi Superflex´ udsmykning af Havneholmen. På surrealistisk vis har de hængt informationstavler op omvendt eller oppe under loftet, ligesom de har lavet ure, der kører helt uforudsigeligt. Efter at have stået på perronen et stykke tid lagde jeg mærke til, at bogstaveligt talt ingen bemærkede de omvendte tavler eller ure. Dette kan selvfølgelig i sig selv være en pointe, men man savner netop surrealismens visuelle og farverige chokeffekter. På Mozart Plads derimod stoppede folk faktisk op for at betragte Christian Schmidt Rasmussens to lange billedfriser. Nogle tog endda fotografier. Det er jo det, vil vi have: kunst med fantasi, farve og overskud.
September 2024
Kunst
Nornerne, mødre og beskyttere
I Gether Contemporary har Sif Itona Westerberg denne gang taget turen fra den græske gudeverden og middelalderen til den nordiske mytologi. Vi har tidligere set, hvordan hun i det københavnske galleri og på ARoS har behandlet myterne om vinguden Dionysos og solguden Helios´ søn Faeton. Her, i Gether Contemporaries udstillingslokaler i Kødbyen, er det nornerne, som er omdrejningspunktet.
De tre norner, Urd, Verdande og Skuld repræsenterende henholdsvis fortiden, nutiden og fremtiden, ses i rummet som hoveder skuende ud på den verden, hvis menneskeskæbner, de bestemmer. Det er dem, der afgør, om man får et kort eller et langt liv. Sif Itona Westerberg har så yderligere inddelt nornerne i tre stadier (pressemeddelelsen er på engelsk) ”the untouched”, ”the cracked” og ”the overgrown”, så man i alt ser ni hoveder.
Som hos altid hos Sif Itona Westerberg sætter hun den gamle gudeverden ind i en ny moderne sammenhæng med temaer som klimaforandringer, kønsidentitet og menneskets generelle forhold til naturen og vores placering i den.
Udgangspunktet er hentet i Snorres Edda, hvor der fortælles om, hvordan nornerne hver morgen henter det rene klare vand fra Urds brønd og vander verdenstræet Yggdrasils rødder. I denne fortælling ses nornerne som beskyttere og livgivere, menneskehedens mødre, der sørger for os – også selvom vores liv ikke bliver særligt langt.
På væggene indikerer brede gulbrune farvestrøg den jord, som nornerne er beskyttere af, mens gipsrelieffer af rødder og plantespirer viser deres samhørighed med alt levende.
Det mest bemærkelsesværdige er de ni norners hoveder, hver med sit eget individuelle udtryk spændende fra stille koncentration over anspændthed og vrede til noget, der ligner sorg. Som alle mødre er de bekymrede for deres børn. I dette tilfælde os alle, der lever på denne planet udsat for overvældende udfordringer.
Søger man efter en kunstner, der arbejder med de klassiske mytologiske fortællinger på en ny og forfriskende måde, er Sif Itona Westerberg et oplagt bud. Hun viser os, hvordan og hvorfor den græske og nordiske gudeverden stadig er aktuel for os i dag. Og hun gør det med en kraft, fantasi og poesi, der er yderst vedkommende.
Udstillingen ”Nine Mothers” kan ses i Gether Contemporary, Flæsketorvet 77-79, til den 21. september.
September 2024
Mad
Ægte fransk bistromad
Jeg har gode minder fra Lyon.
Her så jeg den 16. juni 1984 Danmark vinde 5-0 på Stade Gerland over et meget stærkt hold fra Jugoslavien. Jeg var ikke alene. Der skulle have været 16.000 danskere i Lyon, og i bymidten mødte man mere eller mindre beduggede landsmænd overalt. Jeg havde også set den første kamp, hvor vi tabte 1-0 til Frankrig. Den kamp, hvor Allan Simonsen brækkede benet. Jeg var også til stede på Stade de la Meinau i Strasbourg, hvor vi vandt 3-2 over Belgien efter at have været bagud 3-2.
Det var Danmarks første slutrunde, og jeg havde gjort det nødvendige: erklæret mig for syg til at gå til eksamen på Litteraturvidenskab og i stedet med nogle venner taget turen med bus til Paris.
Det var også i Lyon, at jeg opdagede, hvad god mad vil sige. Min gamle mor, æret være hendes minde, var mildt sagt ikke ferm til at lave mad. Det interesserede hende simpelthen ikke. De første ”eksotiske” madoplevelser fik jeg, da jeg bestilte Spaghetti Bolognese i Glostrup Centret og lasagne på en italiensk restaurant på Rådhuspladsen. Jamen altså. En helt ny verden med helt nye smage og, frem for alt, krydderier, åbenbarede sig for mig.
Hvad mad angår, startede 1984-turneen ikke godt. To turistfælder i Paris med bøffer som sålelæder.
Men her i Lyon, madkunstens franske centrum, bestilte jeg en for mig helt ukendt ret og en helt ukendt vin: Salade Nicoise og Beaujolais. Oh fryd! Hvilke vidunderlige smage, syrlighed, friskhed, middelhavsstemning og en vin, der ikke smagte af rævepis, men var blød og imødekommende.
I København kan man besøge et stykke af præcis det Lyon, jeg lærte at kende i 1984.
Taste Bistro & Patisserie ligger på St. Kongensgade lige ved Marmorkirken. Chef, Bernard Berthier, er født i Lyon og er ved skæbnens uransagelige vegne og en svensk kæreste endt i København. Han er ikke hvem som helst og har således været coach for det franske ”landshold” ved desserternes VM.
Hans kager er vidunderlige, franske selvfølgelig. Silkebløde macarons, Gateau Marcel, osv., osv. Hans kulinariske nysgerrighed er imidlertid umættelig, og han præsenterer kager fra Marokko, Ungarn, USA, ja, fra hele verden. Min favorit er en Budapestkage fuld af hasselnødder og en smag, der ikke er for sød.
Hovedretter er også på programmet. Dampende varme omeletter serveret på en lille jernpande, store sandwiches med lækkert fyld og knasende sprødt brød og tre salater: La Grand Danois med avocado, pocheret æg, hummus, rødløg og, selvfølgelig, rugbrød, La Norvegienne med laks, fennikel, appelsin og ramsløg og hans hjertebarn, La Lyonnaise med bacon, croutoner, pocheret æg og skalotteløg, Alt sammen superbt.
Mindst lige så god er stemningen. Det er simpelthen et stykke Frankrig placeret lige i hjertet af København. Man mærker Bernards passion for maden, og man kan fornemme, at han er typen, der knokler måsen ud af buksen for at tilfredsstille sine kunder.
Derfor: tag turen til St. Kongensgade 80. Plads er der ikke meget af, man kan, så vidt jeg ved, ikke reservere, men besøget er det hele værd. Bon appetit!
Eikon Kunstformidling ved Tom Jørgensen
CVR-nr.: 29988617
mail@eikon-kunstformidling.dk
Tlf. +45 2589 3981