Henrik Westergaard

Henrik Westergaard er en ægte repræsentant for det, man kalder en multikunstner. Han maler, laver skulpturer, installationer, land art, kæmpestore keramiske relieffer, og så underviser han. Skal man sammenligne ham med en anden dansk kunstner, må det blive Asger Jorn og dette på grund af hans åbenlyse glødende entusiasme, begejstring for materialet, mangfoldige interesser og en usentimental, alt- eller-intet-tilgang til stoffet. For Asger Jorn drejede det sig aldrig om at være teknisk perfekt,  men om at være levende, dødsforagtende, blodrig, satsende alt.

Ser man f.eks. på det 1 x 12 meter store keramiske relief ”Slaget ved Husby Hole”, ledes tankerne uvilkårligt hen på Jorns mesterværk ”Det store relief” på Aarhus Statsgymnasium. Måske har Henrik Westergaard ikke kørt med scooter hen over det ubrændte ler, men hans gengivelser af slaget den 8. juni 1441, hvor Kong Kristoffers soldater massakrerede en bondehær, er fuld af en ekspressiv dynamik og kontrolleret vildskab, som den gamle Cobra-kunstner utvivlsomt ville nikke anerkendende til, havde han levet i dag.

Som sådan har Henrik Westergaard ikke nogen stil. Vel er det ekspressive og det spontane ofte udgangspunktet, men man kan ikke uden videre putte hans værker ned i en sæk med ”ismer”. Dertil er han som kunstner alt for uregerlig. Så uregerlig faktisk, at en moderne galleriejer med sikkerhed ville opfordre ham til at finde sig selv og det sprog, der nu én gang var hans. Galleriejere bryder sig sjældent om kunstnere, hvis værker skyder i alle retninger. Så er det nemlig oftere sværere at sælge dem.

Ser man på Henrik Westergaards produktion, indser man imidlertid hurtigt, at han er som sine værker. Uden begrænsninger, knopskydende i alle retninger, rastløs, begejstret, på én gang rå og poetisk. Og at publikum værdsætter hans kunst, kan man se af den kendsgerning, at han har solgt værker overalt i verden.

Man finder denne dobbelthed overalt Hos Henrik Westergaard. Hans træskulpturer er både disciplinerede, undersøgende formens geometriske potentialer, og samtidigt ved at bugne over af en indefra kommende energi. De er på én gang gennemtænkte konkret abstrakte skulpturer, samtidigt med at naturens organiske og ukontrollerbare processer konstant synes at underminere selvsamme orden. Vi er simpelthen i spændingsfeltet mellem orden og kaos, og det føles, som om resultatet hele tiden er på vippen. Dette er samtidigt præcist det, der gør dem så spændende.

Hvad angår Henrik Westergaars malerier, er vi ikke i tvivl om, at det ekspressive har overtaget. Penselføringen er vild og intuitiv, malingen påført i heftige, tyktflydende strøg som en hastigt ekspanderende lavasø. Der bygges op og rives ned, der gives og tages, liv og død mødes i et eksplosivt favntag. Uden mellemregninger, uden sikkerhedsnet, med kontant afregning og, for os, der betragter malerierne, med kontant belønning.

Tom Jørgensen