Méret Oppenheim – en spirituel avantgardist

Méret Oppenheim – en spirituel avantgardist

Øregaard sætter på fokus på én af det 20. århundredes kvindelige kunstnerpionerer, Méret Oppenheim.

 

 

TOM JØRGENSEN

 

Udstillingen med Méret Oppenheim (1913-85) på Øregaard Museum er bemærkelsesværdig alene af den grund, at kunstnerens uden diskussion mest kendte værk, ”Frokost i pels”, ikke er med, skønt det indgår i selve udstillingstitlen. Værket fra 1936 består af et testel indhyllet i dyrepels og skabte omgående et ramaskrig. Folk mente at kunne se en sammenhæng med den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masochs selvbiografiske roman fra 1871, ”Venus i pels”, hvor en baron frivilligt optræder i rollen som seksuel slave for en kvinde. En kvinde, som efter mandens ønske skulle bære pels. Forfatteren gav senere navn til betegnelsen ”masochisme”, og det sadomasochistiske tema blev uden videre tillagt hele Méret Oppenheims kunstneriske virke.

 

Identitetstyveri

Den rent praktiske grund til, at ”Frokost i pels” ikke er udstillet på Øregaard, er, at MoMA i New York ikke låner værket ud. På et dybere plan giver det imidlertid også mening, al den grund at Méret Oppenheim ikke selv brød sig om den betydning, værket fik i offentligheden. Efter sigende opstod idéen under et cafémøde i Paris med Picasso og dennes elskerinde, Dora Maar. Picasso beundrede et pelsklædt smykke, Oppenheim havde designet, og spurgte, om ikke også andre objekter kunne iklædes pels. Resultatet blev ”Objekt i pels”, som værket hed, indtil kunstneren blev udsat for intet mindre end et identitetstyveri. Surrealismens alfahan af en leder André Breton blev godt nok begejstret for værket, men gav det også en anden titel, ”Frokost i pels”, der tillagde det den sadomasochistiske twist, som Méret Oppenheim egentlig ikke havde tiltænkt. Historien gentager sig i 1959, da kunstneren iscenesætter en ”Frugtbarhedsfest”, hvor tre par inviteres til at spise nødder og frugter, som dækker en nøgen kvindes krop. André Breton overtager idéen, men omskaber den til ”En kannibalfest”, hvor det nu kun er mænd, som spiser af den nøgne kvindekrop. Helt i tråd med surrealismens generelle praksis, hvor det er mændene, som bestemmer, og det kun er kvinderne, som smider tøjet i de frisindede fotografier og happenings.

 

 

Hyldes af feministerne

Som udstillingen på Øregaard demonstrerer, lagde Méret Oppenheim efterhånden stadig større afstand til surrealismen, hvor det hele i bund og grund handlede om sex. Méret Opppenheim ville derimod dybere ned. Som barn af en tysk/schweizisk psykoanalytiker og Carl Jung-elev fik hun Jungs teorier om arketyper helt ind under huden, og livet igennem blev drømme og myter en stor inspiration. Som man går gennem udstillingen, bliver man klar over, at vi med Méret Oppenheim har med en spirituel kunstner at gøre.

 

I dag er ordet desværre blevet synonymt med røgelsesduftende og evigt smilende forstads-buddhisme, men her ser og mærker vi konstant døden som en integreret del af livscyklussen. I mange af Méret Oppenheims værker ser vi pupper, larver, sommerfugle, skyer, masker og spøgelser som et billede på de forandringer og forvandlinger, som siden tidernes morgen har indgået i menneskelige myter om livets og universets mysterium. Udtrykket er mangfoldigt og frodigt. Méret Oppenheim var en sand multikunstner, som arbejdede med tegning, maleri, skulptur, installation, design og poesi. Kompromisløs, mangefacetteret og konstant eksperimenterende nægtede hun at blive sat i samme bås som surrealismen eller feminismen (hun mente, at dét at være kunstner burde være ikke-kønsligt betonet), men det var trods alt i sidstnævnte regi, at hun blev et stort navn på kunstscenen sidst i 1960’erne og ikke mindst inspirerede Louis Bourgeois og Judy Chicago foruden nutidige kvindelige musikikoner som Madonna og Lady Gaga. En stor, vigtig og inspirerende udstilling.

Eikon Kunstformidling ved Tom Jørgensen

mail@eikon-kunstformidling.dk

Tlf. +45 2589 3981

CVR-nr.: 29988617

8901 Maromora Road, Glasgow