Lige på og hårdt

Louisiana med stor udstilling af et af de store nye navne i tysk kunst, Daniel Richter.

TOM JØRGENSEN

Den aktuelle udstilling med Daniel Richter (f. 1962) skal ses som en tretrinsraket i det, man kan kalde maleriets genkomst. Startende med Peter Doig i 2015, fortsættende med Richter i år og afsluttende med Tal R i 2017 er dette Louisianas – og her menes først og fremmest direktør Poul Erik Tøjners – præsentation af tre kunstnere, der har insisteret på at male i en tid, hvor det ikke var særligt cool at male. Og ikke bare malet, men malet figurativt. Og ikke bare figurativt, men romantisk, ekspressivt og insisterende.

Blodigt, politisk teater

Umiddelbart kan Daniel Richters malerier minde om Peter Doigs, store, ofte monumentale, som de er, og med en farveholdning, der insisterer på at inkludere ”grimme” farver. Der er imidlertid også væsentlige forskelle. Hvor angelsakseren Doig er optaget af at vise maleriets berettigelse overfor fotografiet med sine romantisk slørede farvehave, er Richter meget tysk i sine ekspressive og næsten aggressive visioner af en voldelig verden i politisk og eksistentielt oprør.

Skal man sige noget generelt, prøver Daniel Richter helt klart at undgå at blive sat i bås. I malerierne er det således ofte uklart, hvem der er offer, og hvem der er bøddel, hvem der er venner, og hvem der er fjender.

Hvor landskabsindtrykkene hele tiden ligger som en forudsætning for Doig, er Daniel Richter politisk i sin holdning til maleriet, og man genkender hele tiden motiver fra Tysklands turbulente og smertefyldte historie: Holocaust, Den Kolde Krig, Murens fald og den radikale venstrefløjs kampe med politiet. Richters udgangspunkt er altid lige på og hårdt. Som vidner til et stykke blodigt, politisk teater ser vi aktørerne gå i flæsket på hinanden i kompositioner, der er voldsomt dynamiske. Der slås, bides, sparkes og trampes. Ingen kan føle sig sikker i denne verden, vi kun kender alt for godt.

Ét Daniel Richter-maleri er mere end noget andet blevet ikonisk. ”Tarifa” viser en gruppe bådflygtninge i en synkefærdig gummibåd. Deres ansigter er holdt i skingre farver og deres øjenhuler store og stive af skræk. I modsætning til disse stærke og hidsige farver er havet skildret næsten uhyggeligt monotont i dybe gråblå nuancer – som venter det blot på at suge menneskerne ned i dybet. Billedet er malet i 2001, altså før den nuværende flygtningekrise, men er så sigende, så uhyggeligt og så insisterende, at det i virkning trumfer de fleste pressefotografier. Noget, der viser kunstens evne til at vække følelser og røre sindene på en måde, de færreste fotografier kan.

Umulig at sætte i bås

”Tarifa” står med sit klare og utvetydige budskab imidlertid temmelig alene i Daniel Richters produktion. Som regel kan man ikke placere det enkelte motiv i en konkret historisk kontekst. Volden, vreden og aggressionen er hos Richter mere et almenmenneskeligt vilkår. Noget evigt tilbagevendende, noget arketypisk. På den måde er han ikke en politisk kunstner som f.eks. Otto Dix, Georg Grosz og John Heartfield, der var meget konkrete i deres angreb på nazismen.

Skal man sige noget generelt, prøver Daniel Richter helt klart at undgå at blive sat i bås. I malerierne er det således ofte uklart, hvem der er offer, og hvem der er bøddel, hvem der er venner, og hvem der er fjender. De politiske motiver er også kun en del af Richters billedverden. Rent maleriske problemstillinger spiller også ind, ligesom drømme i alle afskygninger udgør en vigtig andel af motiverne.

I en række malerier fra de senere år går han således i dialog med de tre gamle abstrakte ekspressionister Asger Jorn, ”Bill” de Kooning og Mark Rothko. Kunstnere, som p.t. ikke er voldsomt meget i vælten, men for Daniel Richter tydeligvis betyder en hel del i kraft af deres direkte, spontane og sanselige tilgang til den maleriske proces.

Hvad angår trekløveret Doig, Richter og Tal R, har vi på Louisiana således oplevet Doigs romantiske farvevisioner og Richters ekspressive pågåenhed. Nu mangler vi blot Tal R, som i 2017 vil vise os, hvordan maleriet kan være noget så fuldkommen basalt som fysisk nærværende, sanseligt og, lad os bare sige det, sexet.