Kunst som uddrivelse af dæmoner

Den kvindelige pionerkunstner Louise Bourgeois er aktuel på Louisiana.

TOM JØRGENSEN

Hvis nogle skulle mene, at installationer er komplet uforståelige og ligegyldige – og lad os bare indrømme, at det er de nogle gange – burde man se og opleve Louisianas nye udstilling med Louise Bourgeois (1911-2010) med sine egne øjne.

Vi er så langt væk fra teoretiske diskussioner og blasert intellektualisme, som man kan komme. Her er det følelser og lidenskab, det drejer sig om.

Her er der tale om kunst, der sætter sig fysisk igennem. Kunst fuld af angst og sære syner, af påtrængende kropslighed, djævelsk ironi, smertende ensomhed og spirer af håb. Vi er så langt væk fra teoretiske diskussioner og blasert intellektualisme, som man kan komme. Her er det følelser og lidenskab, det drejer sig om. Passion, begær, afmagt, sorg og vrede.

Publikum som voyeur

Louisiana har tidligere vist værker af Louise Bourgeois, men denne gang koncentrerer man sig om de såkaldte ”Cells”, som kunstneren frembragte fra den høje alder af 80 år og næsten frem til sin død. Celler har flere betydninger på dansk, fængselsceller, munkeceller og mikroskopiske byggesten i kroppen, og værkerne afspejler alle disse betydninger.

Som altid spiller det selvbiografiske en altdominerende rolle hos Louise Bourgeois. Således også her.

Lukket inde bag mure af døre, planker, skillevægge og trådnet fra nedlagte fabrikker ser vi, som voyeurer, ind i hulelignende tableauer med objekter fra kunstnerens gennemgående motivverden: lægeinstrumenter, spejle, edderkopper, kugler, knogler, tøjdukker, spiralsnoede trapper, tekstiler, afrevne lemmer og forskellige amorfe organiske former.

Objekter, der alle har symbolsk forbindelse til Louise Bourgeois’ liv, ikke mindst chokket over at opdage, at faderen havde en langvarig affære med husets barnepige og engelsklærerinde. Også den kendsgerning, at faren og moren ejede en virksomhed, hvor man restaurerede gobeliner, blev brugt igen og igen i kunstnerens værker.

Fadermord og moderedderkopper

To værker på udstillingen demonstrer dette.

I før-”Cells”-værket fra 1974, ”The Destruction of the Father”, spejlvender Louise Bourgeois den antikke græske fortælling om titanen Kronos, der æder sine børn. Her er det den utro og patriarkalske faderfigur, der ædes op af Louise og hendes søskende i et blodigt og kannibalistisk oprør.

I ”Spider” fra 1997 ser vi én af kunstnerens gennemgående figurer, edderkoppen. For Louise Bourgeois stod det ottebenede væsen som noget positivt og livsbekræftende. Hunedderkoppen beskytter sine børn med sit liv, kan finde på at æde sin mage og bruger silke både som fangstmiddel og redemateriale. Silken, som igen bringer minder om det tekstilværksted, moren arbejdede i, med en deraf følgende kobling mellem edderkoppen og den elskede mor.

I ”Spider” genkender vi den kæmpemæssige edderkop, de forrevne gobeliner og de kuglerunde æg, der også går igen i andre værker.

Kunst for alle

Louise Bourgeois vandt stor genklang i feministiske kredse i 1970’erne og 1980’erne. I mange af ”Cellerne” fornemmer man da også en protest mod den afmagtsfølelse, smerte og ensomhed, som kunstneren følte efter oplevelsen, ikke kun med farens utroskab, men med den patriarkalske samfundsorden som sådan.

Cellerne med deres kontrastfyldte indhold af bløde og skarpe objekter, prekære balance mellem puritansk kropsfornægtelse og seksuelt ladede motiver og konstante vekselvirkning mellem frysende ensomhed og en lige så stor trang til ekshibitionistisk selvfremvisning viser dog, at det er mere kompliceret end som så.

For Louise Bourgeois selv var værkerne vitale som erindringsbearbejdninger, men de skulle være mere end det. De skulle være noget, vi alle kunne spejle os i og nikke genkendende til som arketyper. Vi ser det i ”Cells”. Med deres fantastiske blanding af uhygge, poesi, skønhed, smerte og aggression kommer vi direkte ned i vores underbevidstheds sammensurium af mareridt og håb. Upåvirkede kan ingen være.